Danske Kvinders udflugt til Crystal Palace, torsdag den 28. Juni 2018.
Omkring ti af os mødtes kl.12 på den nyligt restaurerede, viktorianske Crystal Palace Station. Vi var blevet tilbudt en guidet tur rundt i Crystal Palace Park med Grethe Hauge, som har et helt specielt, nært forhold til stedet.
Før vi forlod stationen, gav Grethe os en kort introduktion, hvor vi lærte lidt om baggrunden for Crystal Palace, en jern og glas konstruktion, der var tre gange så stor som St.Pauls cathedral. Den blev oprindeligt bygget til The Great Exhibition i Hyde Park i 1851. Den blev designet af Joseph Caxton, berømt for parken omkring Chatsworth House, og stilen blev muliggjort på grund af introduktionen i 1832 af en ny og billig metode til produktionen af store vinduesglasplader – sheet glass. Efter den store udstilling i Hyde Park blev det besluttet at flytte – eller genopbygge ’paladset’ syd for London, i området der den gang hed Penge Common ved siden af Sydenham Hill.
Før Grethe førte os ind i parken, standsede vi foran resterne af den store bygning. Kun en lille firkantet glaskuppel er tilbage af den oprindelige jern og glas konstruktion, men man kan se hele arealet og forestille sig storheden fra de brede trapper og murene der omkransede bygningen. Vi gik derefter ind i den dejlige, store park, hvor Grethe holdt vores opmærksomhed fangen til det sidste. Af og til standsede hun for at fortælle en anekdote, eller tilføje en historisk baggrundsbemærkning. Vi standsede blandt andet foran et interessant mindesmærke til de faldne i 2.verdenskrig. Vi var alle fascinerede at denne skulptur, hvis motiv og stil helt klart var japansk inspireret hvis ikke japansk.
Vores næste stop var ved en imponerende skulptur af en irsk elk. Ingen af os vidste at der havde været elke i Irland, og når man så nærmere efter, blev man klar over at de anatomiske detaljer var baseret på viden i 1854, hvad der da også stod på et skilt. Det blev introduktionen til hvad man vel må kalde Dinosaurparken. Et natursmukt område på bredden af en udtørret å, hvor der var installeret enorme sandstensskulpturer af prehistoriske dyr af dinosaurfamilien.
Mange af os tog billeder og ind i mellem standsede vi også i skyggen, da det var en meget varm dag. På vores sidste stop, før vi tog af sted til frokost hos Ruth og Philip Rollitt, sluttede Grethe sin interessante og informative tur med at fortælle os den tragiske slutning på historien om paladset, som brændte til jorden i 1936. På Grethes opfordring tilføjede Suzy Gettrup sin personlige anekdote, som egentlig var hendes mands anekdote. Han havde som barn set branden fra sit hjem og havde været rystet af sorg, da han med sin far den næste dag tog op og så resterne af den tidligere så fantastiske bygning, hvor han havde tilbragt mange dejlige lørdage.
På Ruth og Philips skønne terrasse nød vi en lækker frokost med frikadeller, kartoffelsalat og grøn salat efterfulgt af to pragtfulde mandeltærter og jordbær, alt sammen skyllet ned med kold hvidvin. En dejlig afslutning på en skøn dag.
Alette Rye Scales
Referat af udflugt til Museum of Brands torsdag den 13.februar 2025
Vi mødtes på Ladbroke Grove station og gik sammen hen til museet i Lancaster Road. Inden bygningen blev Museum of Brands husede den The London Lighthouse, som var beboelses- og støtte center for mennesker som led af HIV/AIDS. Centeret blev åbnet i november 1988 af prinsesse Margaret, men blev mere berømt da prinsesse Diana besøgte flere gange og blev fotograferet med nogle af beboerne. I midten af 90erne blev beboelsesafsnittet af London Lighthouse lukket men i 2000 gik de sammen med Terrence Higgins Trust om at fortsætte støttearbejdet, indtil bygningen blev solgt i 2013 og blev lavet om til Museeum of brands. Bag cafeen er der en mindehave med et stort og meget smukt mimosetræ, som nu er i fuld blomst.
Tidspunktet for foredraget, som Grethe havde bestilt, var blevet forandret af museet fra 11.30 til 12.30, så vi startede vores besøg med kaffe i cafeen, hvorefter vi besøgte en midlertidig udstilling om kvinder i reklameverdenen.
Vores foredrag blev holdt af Freya, som fortalte os om Robert Opie, hvis samling fylder hele museet. Han blev interesseret i emballage, medens han som 16 årig i 1963 stod på en perron i Inverness og spiste Munchies og McVitie’s ingefærkager. Museet var oprindelig i Gloucester og flyttede til dets nuværende hjem i 2015. Hun fortalte os også, hvordan emballage var blevet meget mere farverig og vigtig, da forretninger begyndte at sælge varer som allerede var vejet og pakket, i stedet for at skulle købes i løs vægt. Den næste ‘revolution’ på indkøbsturen kom i 1948, da Co-Op åbnede deres første selvbetjeningsforretning. Alt i alt består samlingen af 12.000 emner, som kan ses, og 500.000 på lager.
Efter foredraget gik vi ind i tids tunnelen. Ved indgangen er der nogle få ting, som går helt tilbage til romertiden. Derfra springer man frem til Victoriatiden og går gennem en korridor med montrer fra gulv til loft på begge sider, som snørkler sig igennem årtierne. Samlingen er ret fantastisk og viser ikke bare emballage, men også legetøj, brætspil, skrivemaskiner, krus og tallerkener solgt for at fejre mange kongelige bryllupper og kroninger, radioer og grammofoner, vaskemaskiner, telefoner, etc., etc., etc. – i det hele taget en utrolig samling, som man kan tilbringe timer med at se på. Den eneste ulempe var temperaturen i tids tunnelen – der var hundekoldt!
Lene Strøbech
Referat af guidet tur af Barbican teatret den 16.januar 2025
Vi mødtes med vores guide, Lydia, ved hovedindgangen til Barbican. Hun tog os først udenfor, hvor hun fortalte os, at Barbican ligger i et område, som blev bombet under anden verdenskrig. Det blev derfor besluttet i 1955, at der skulle bygges et boligkompleks på grunden. Barbican boligkomplekset blev færdigt i 1974. I 1968 blev det foreslået at der også skulle bygges et kunstcenter, og dette blev færdigt i 1982. Det består af en koncertsal med næsten 2000 pladser, som er hjem for The London Symphony Orchestra, og et teater med 1156 pladser, som var hjem for The Royal Shakespeare Company og indrettet efter deres instruktioner. Det var oprindelig meningen, at hovedindgangen til kunstcenteret skulle være ved siden af søen i midten af Barbican, men det blev lavet om, så hovedindgangen nu er i Silk Street. Ved siden af pesonaleindgangen i Silk Street findes lastbil elevatoren, som kan bære 28 tons kulisser etc. fem etager ned på 2 minutter.
Fra personaleindgangen gik vi flere etager op til toppen af snoreloftet, som er 36 meter over scenen og bliver styret pr computer.. For at snoreloftet skulle se pænere ud udefra, blev der konstrueret en vinterhave/drivhus (det næststørste i London) på ydersiden af bygningen. Herfra gik vi videre og så et af omklædningsrummene med plads til 8 skuespillere – stjernerne har deres individuelle omklædningsrum på etagen nedenunder, nærmere scenen. Fordi så meget af centeret er under jorden, blev væggene på trapperne bag scenen malet i stærke farver – jo dybere ned jo lysere farver – på den øverste etage er der mørk lilla, derefter en lysere cyclamen, så orange og dybest nede en stærk gul, og fordi centeret er fredet, kan disse farver ikke forandres.
Vi gik nu bag ved scenen, hvor vi så borde fulde af rekvisitter, og hvor forberedelserne til eftermiddagens forestilling var i fuld gang. Bag ved scenen er der også et lille rum, hvor en skuespiller kan sidde og beskrive for syns- og hørehæmmede, hvad der foregår på scenen. Derefter gik vi ind på selve scenen, som var meget imponerende og føltes meget stor – 18 meter bred. Vi stod og kiggede ud på tilskuerpladserne, hvoraf ingen er mere end 21 meter væk fra scenen. Derfra gik vi ind i selve tilskuerrummet og så scenen derfra. Lydia fortalte os om deres jerntæppe som i alt vejer 50 tons – 20 tons som bliver hævet op af gulvet og 30 tons som bliver sænket ned fra loftet.
Tak til Grethe, for at det lykkedes hende at arrangere denne udflugt med kort varsel, efter Theatre Royal Drury Lane aflyste vores rundvisning for anden gang.
Lene Strøbech