FORENINGENS FORMÅL
Danske Kvinder i Englands formål er at udbrede kendskabet til dansk kultur samt udføre velgørende arbejde især til fordel for den Danske Kirke i England. I de år der er gået siden foreningens stiftelse, har foreningen støttet kirken gennem afholdelse af basarer og lignende arrangementer. Den Danske Kirke i London er, som de fleste andre danske kirker i udlandet, selvfinansierende mht. kirkens drift og foreningen bidrager med en væsentlig del af kirkens indtægter.
FORENINGENS HISTORIE
Under 2. Verdenskrig havde danskere i England en øget følelse af fællesskab, som opstod udfra en styrket nationalitetsfølelse og solidaritet med det besatte Danmark. Det var på det tidspunkt, at en gruppe danske kvinder begyndte at mødes og bl.a. strikkede sweatere m.m. til danske søfolk i den engelske handelsflåde.
Det var trange tider, man var langt fra Danmark og havde behov for efter bedste evne at gøre en indsats for fædrelandet.Den danske kirke blev et naturligt kulturelt samlingsted for alle danskere og i 1953 begyndte denne gruppe kvinder, sammen med Kirkerådet, at planlægge afholdelsen af en basar, for at skaffe kirken øgede indtægter til at udføre dette kulturelle arbejde. Heraf udsprang stiftelsen af Danske Kvinder i England i 1959.

