Livgardens historie og nutidige opgaver
Kaptajn adjudant Peter Lysholt, fra den Kongelige Livgarde, fortalte medrivende og spændende om Livgardens historie og nutidige opgaver. Næppe mange var fx vidende om hvor mange soldater Livgarden har udstationeret i Afganistan. Peter Lysholt fortalte små anekdoter om sit liv nær den danske dronning og hendes familie, fx om hvordan officererne indimellem bliver inviteret til en tenniskamp eller en middag med majestætsparret, når de opholder sig på Fredensborg Slot.
Vi fik også et interessant indlæg i debatten om afskaffelsen af værnepligten. Livgarden er absolut største aftager af værnepligtige, og beholder dem i 8 måneder, mod kun 4 måneders tjenste i andre regimenter. Efter 4 måneders træning, er livgarderne klar til vagttjeneste ved slottet, hvor dronningen til enhver tid opholder sig. Bag hver vagt står der altid 2 afløsere, og faktisk kræver det ialt 9 værnepligtige livgarder at opretholde hver vagtpost i et døgn.
De værnepligtige arbejder 70 timer ugentligt, døgnet og året rundt, til en minimal løn. Hvis de værnepligtige erstattes af professionelle soldater - der arbejder 37 timer ugentligt, og skal have ekstra for arbejde om aftenen, i weekender og til højtider - stiger prisen for vagttjenesten helt utroligt, så det er ihvertfald ingen besparelse. Derudover giver frivillig 'værneret' problemer med at folk siger op, når det ikke er sjovt længere.
Et medlem af Danske Kvinder havde taget sit fine sort/hvide billede fra sine forældres bryllup med, med sin far i flot uniform fra Livgarden. Faren døde da hun var baby, så hun har aldrig kendt ham. Peter Lysholt kunne fortælle hende at dette var Livgardens røde officers uniform, komplet med strudsefjer i hatten.

